Lørdag spillede Dennis Rommedahl en god kamp for Charlton mod Aston Villa. Men ifølge fodboldhjemmesiden Tribalfootball kan det blive en af danskerens sidste optrædener i Premier League.
Hjemmesiden skriver søndag, at FC København er interesseret i at købe Dennis Rommedahl, og at klubben er klar til at betale 11 millioner kroner for landsholdsfløjen.
Rommedahls kontrakt med Charlton udløber til sommer, hvor en anden klub kan hente ham gratis, men ifølge Tribalfootball vil FCK ikke vente, men i stedet forsøge at hente Rommedahl allerede i vinterens transfervindue.
Hjemmesiden har dog ingen kilder på historien, og desuden er det yderst tvivlsomt, om Rommedahl er klar til at vende hjem til Danmark.