Regeringen har sammen med en række støttepartier fredag offentliggjort deres plan, der frem mod 2035 skal skabe flere blandede byer i Danmark. Med planen følger 10 milliarder kroner, og nogle af dem er allerede øremærket til de små øer.
Helt konkret afsættes der 10 mio. i 2022-2023 til etablering af almene boliger i ø-kommunerne og Bornholms Regionskommune samt en pulje på i alt 10 mio. kr. i 2022-2023 til etablering af almene boliger på de danske småøer.
Og det er særdeles positivt, at øerne tilgodeses med flere puljemidler, mener formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard.
- Landets store byer ikke er alene om at efterspørge en mere varieret boligmasse. I flere danske landdistrikter har der længe været akut mangel på lejeboliger, som kan få flere til at tage springet og flytte til en landsby. I øvrigt en mangel på lejeboliger, der er yderligere forstærket i løbet af coronakrisen, hvor flere og flere har søgt mod naturen, roen og pladsen på landet, herunder på de danske øer. Derfor er det godt, at øerne som en del af "byernes aftale" får flere midler til almene boliger af en tidssvarende kvalitet, siger han.
Pengene opbrugt
Puljemidlerne i den nye aftale ligger i forlængelse af den tidligere Grøn Boligaftale 2020, hvori der indgik en pulje på 29,1 millioner til etablering af almene boliger på mindre øer.
Bolig- og Planstyrelsen åbnede for ansøgninger den 1. januar 2021 til puljen, der havde en løbetid på fem år - fra 2021 til 2026. Men allerede 10 måneder efter åbningen, var puljen opbrugt.
Midlerne gik fortrinsvist til ø-kommunerne, hvor ansøgningsprocessen kan varetages hurtigere end på småøerne, hvor den ofte drives af frivillige kræfter. Derfor er det godt, at man har opdelt midlerne i to puljer, understreger Steffen Damsgaard, som dog fortsat er bekymret for puljens begrænsede størrelse.