Verdensmester i badminton Viktor Axelsen vandt søndag morgen dansk tid badmintonturneringen Malaysia Masters.
Det skete med en finalesejr på 21-13, 21-23, 21-18 over japaneren Kenta Nishimoto.
Turneringen i Malaysia er ikke rangeret som en af de største turneringer i Badminton-regi, men Axelsen fortæller alligevel, at han er meget glad for sejren.
- Forholdene var meget svære at spille under, og tidligere har jeg også haft svært ved at spille under forhold, hvor der er så meget vind i hallen. Det er en stor sejr for mig, siger verdensetteren ifølge nyhedsbureauet AFP.
Da sejren var i hus, var det da også tydeligt at se, at danskeren var meget glad for sejren, der blev fejret ved at smide trøjen og smide den ud til publikum.
Triumfen i Kuala Lumpur er Axelsens første turneringssejr i 2018.
Der var endnu mere dansk triumf tidligere på morgenen, da den danske damedouble med Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen vandt finalen ved samme turnering.
Sejren til parret kom i hus med en sejr på 22-20, 21-18 over de topseedede kinesere, Chen Qingchen og Jia Yifan.
/ritzau/