Som noget særligt har forskere formået at bevise slægtsskabet mellem to danske vikinger, hvor den ene blev fundet på Fyn og den anden i en massegrav i England.
Skeletterne, der er fra starten og midten af 1000-tallet, kan ses i en ny vikingeudstilling på Nationalmuseet.
Vikingerne er ifølge forskerne andengradsslægtninge, hvilket vil sige, at de er enten halvbrødre eller nevø og onkel.
Det er en kombination af ny dna-teknologi og et stort udvalg af materiale, der har gjort det muligt at finde koblingen mellem de to vikinger.
- Det nye er, at man nu kan få så meget kerne-dna, at man kan begynde at se familierelationer, og det kan man kun gøre med en større samling materiale, siger Lasse Sørensen, der er forskningschef på Nationalmuseet.
Den ene blev gravet op i Otterup i 2005 af arkæologer fra Odense Bys Museer, mens den anden blev fundet i en massegrav i Oxford. Han var en af de danske vikinger, der bosatte sig i England i starten af 1000-tallet, og som siden mistede livet i en massakre beordret af den engelske konge Æthelred 2.
Koblingen mellem de to vikinger er helt speciel, mener Lasse Sørensen.
- De er fundet i to forskellige kontekster, så det er et spørgsmål om, at man har screenet en masse data og fundet et match. Rent arkæologisk ville man ellers ikke have haft en kinamands chance for at se det, siger han.
Han mener, at fundene blandt andet kan hjælpe med at sige noget om vikingernes levevilkår.
- Det er samme historie, som man ser hos mange i dag, om at ville ud og finde lykken, hvis de ikke har muligheden for det, der hvor de kommer fra. Nogle af de samme ting er måske på spil hos dem, der tog på togt dengang, siger Lasse Sørensen.
Særudstillingen, der har fået navnet "Togtet", kan ses på Nationalmuseet i København fra den 26. juni.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.