Ifølge B.T. tjekkede 50-årige Viggo Mortensen forleden ind på Hotel Skt. Petri i det indre København.
Hotellet ligger i Krystalgade i bygningen, der husede "dalle-valle" før i tiden. Andre gæster fik sig noget af en overraskelse, da de fik øje på Hollywood-stjernen med de danske aner i hotellets café, hvor han indtog en sund salat sammen med en ven.
Det vides ikke, hvor længe Viggo har tænkt sig at blive, eller om der er en bestemt grund til, at han er her lige nu. Men han har aldrig lagt skjul på sin begejstring for Danmark, hvor han ved lejlighed besøger sin faster Tulle i Snekkerup nær Ringsted.
Da Paris Hilton besøgte København sidste år, boede hun på samme hotel - dog i en mere luksuriøs suite end Viggos. Også Robbie Williams har boet på det famøse hotel.