Viggo Mortensen blev i weekenden hædret for sin alsidige karriere ved en storslået fest i det legendariske Chinese Theathre i Hollywood.
Det var det amerikanske filminstitut, der ville hylde den amerikanske skuespiller med danske aner. Hovedpersonen selv var glad, men også noget overrasket:
"Jeg kan ikke lade være med at finde det en smule morsomt, at jeg bliver fejret på denne måde allerede. Jeg har tænkt mig at fortsætte mange år endnu," sagde Viggo Mortensen ifølge B.T.
Trods sin debut i Peter Weirs film 'Vidnet' i 1985, kom den nu 51-årige skuespillers store gennembrud først i 2001 med rollen som Aragorn i Ringenes Herre-trilogien. Succesen med disse film ændrer nu ikke ved Viggo Mortensens karriereplaner.
"Jeg vælger virkelig ikke mine projekter efter, hvad der er godt for min karriere eller ej. Jeg vælger historier, som jeg synes er interessante," siger han.
Hans seneste film 'The Road' ruller hen over de danske biograflærreder om få måneder, nemlig den 28. januar næste år. Her spiller Viggo Mortensen en kræftramt far, der kæmper for at overleve sammen sin unge søn.