- Jeg skal dø.
Det var den tanke, der ifølge avisen New York Times fløj igennem hovedet på den kun 19-årige Kevin McEnery sent torsdag aften dansk tid.
Han var en af de studerende på det amerikanske universitet, Northern Illinois University, lidt udenfor hovedstaden Chicago i delstaten Illinois i USA, der helt uforvarende blev vidne til et blodigt skyderi.
Seks af hans medstuderende blev dræbt og yderligere mindst 16 hårdt såret, da en ung, hvid man pludselig trak en riffel under en forelæsning og skød løs mod flere end de 100 studerende i auditoriet.
- Pludselig begyndte han bare at skyde. Og det eneste, jeg kunne tænke på, var, hvis han kommer herop, så skal jeg dø, siger Kevin McEnery til avisen.
Selv sad han på forreste række under forelæsningen, da skuddene begyndte at flyve om ørene på ham.
Han husker, at han kastede sig ned på gulvet og forsøgte at kravle så langt væk fra den sortklædte, skydende mand som muligt.
Flere andre vidner fortæller til avisen, hvordan de pludselig så en høj, tynd, sortklædt mand dukke frem bag nogle gardiner bagerst i lokalet.
Først stod han der bare. Uden at sige et ord. Og så begyndte han at skyde løs.
Igen og igen faldt skuddene.
20 eller flere skud bragede gennem luften og fik de studerende til at skrige - og ligesom 19-årige Kevin McEnery - at kaste sig mod gulvet og gemme sig, så godt de nu kunne.
Gerningsmanden, som politiet endnu ikke har identificeret, døde selv af skudsår, efter at have skudt sig selv.
I alt mistede han og fem studerende livet, og adskillige andre er bragt ind på et lokalt hospital med skudsår – flere i hovedet.
Det oplyser flere amerikanske medier uafhængigt af hinanden.
Universitetet er nu midlertidigt lukket. Psykologer er blevet kaldt til universitetet.
Og mange studerende har samlet sig på universitetsområdet til bønner i stearinlysets skær.