Rikke Stræde var en af de vestjyder, der søndag oplevede det jordskælv, der blev målt til 3,4 og havde epicenter uden for Holstebro.
Omkring klokken 11 søndag stod hun på en græsplæne på Pilevej i Ringkøbing og mærkede en underlig følelse i fødderne.
- Jeg kunne mærke, at der var en summen i mine fødder, og det vibrerede. Jeg tænkte bare, at der var nogle, der arbejdede i nærheden med sådan en, der borer ned i asfalten (trykluftsbor, red.).
- Jeg anede ikke, at det var et jordskælv, siger Rikke Stræde.
Da hun blev gjort opmærksom på det, blev hun en smule fascineret.
- Man glemmer jo nok ikke den fornemmelse i fødderne lige foreløbig. Det er jo ikke hver dag, man oplever et jordskælv.
Hos De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (Geus) forklarer man, at der ofte er jordskælv i Danmark, men langt de fleste er så små, at ingen mærker dem.
Jordskælvet søndag blev registreret klokken 10.57 og er et af de større jordskælv i Danmark.
Det er det kraftigste skælv, der er blevet registreret siden 2012, hvor et skælv blev målt til 4,3.
Skælvet har også sat nogle tanker i gang hos Rikke Stræde.
- Det er ikke noget, der skræmmer mig. Men jeg tænker lidt over, at alting med vejret og klimaet ændrer sig. Og da jeg fandt ud af, at det var et jordskælv, tænkte jeg over, at alt måske bliver vildere og vildere med vejret.
Det største jordskælv, der er registreret i Danmark, var i 2008 og blev målt til 4,8.
/ritzau/