I samarbejde med Jacob Basbøll, Rune Eltard-Sørensen og Kristina Gjelstrup Villadsen
Jens Jacob Ramstedt:
Den 24-årige studerende, der bor cirka 100 meter fra Ungdomshuset, hørte vild tumult ved halv ni tiden i morges. Han kiggede ud af sit vindue og ned i krydset ved Heinesgade og Søllerødgade på Nørrebro.
»En stakkels Arla-chauffør blev væltet omkuld af autonome. Han havde standset sin lastbil for at spørge politiet, om han kunne komme igennem deres afspærring. Han var på vej med varer til Kvickly. Imens kravlede en flok unge op i hans lastbil og ind på sæderne som om, de ville køre i lastbilen ind til Ungdomshuset,« fortæller Jens Jacob Ramstedt.
Politiet var hurtige til at få hevet de unge ud af lastbilen.
»Og så flygtede de unge hurtigt. Politiet jagtede dem nogle meter, men de opgav og fik ikke anholdt nogen. De skulle jo også holde vagt ved afspærringen,« berette det 24-årige øjenvidne.
27-årig aktivist:
En 27-årig aktivist blev vækket af helikoptere klokken 7 i morges. Han tog straks ind til ungdomshuset, hvor han blev mødt af kampklædt politi.
»Vi forsøgte at komme hen til huset. Vi klippede tapen over til politiets afspærring. Men så rykkede politiet frem og slog os tilbage med deres knipler. Jeg fik et slag« siger han.
Den 27-årige aktivist beskriver en mærkelig stemning. Ubehagelig. Han beskriver aktionen som en krigserklæring mod Københavns ungdom. Flere af hans venner er allerede blevet lagt i håndjern.
»De sidder i en gruppe på 7-8 stykker og synger ’I kan ikke slå os ihjel.’ Det eneste de gjorde var at råbe til politiet. De anholder folk for et godt ord,« siger aktivisten.
Ane Hyllegaard:
Bibliotekar Ane Hyllegaard fik en brat opvågning i morges.
»Jeg blev vækket af politihelikopteren, som fløj ret lavt. Det var lidt over syv,« fortæller hun.
Ane Hyllegaard skyndte sig på gaden, fordi hun var sikker på, at rydningen var i gang.
»Det var meget stille og roligt. Afspærringen på Jagtvej var kun med det røde og hvide afspærringsbånd. Der var meget få brugere til stede og heller ikke meget politi på det tidspunkt,« forklarer hun.
Langt de fleste til stede var håndværkere, der var mødt på arbejde, og beboere, som var på vej på job.
»Alle rodede med deres mobiltelefoner. De ringede og tog billeder.«
»Pludselig kørte en lastbil ud fra afspærringen. Der var en overdækket lift på, hvor jeg forestiller mig, at der kan have stået politi på,« siger Ane Hyllegaard.
Viktoria Skov:
»Personligt skal jeg ikke til Nørrebro, for jeg er sikker på, at der opstår ballade senere.«
Sådan siger en af Ungdomshusets brugere Viktoria Skov.
Hun modtog den første af en række sms’er i morges klokken 7.30, om at rydningen var i gang.
»Der kørte et salatfad forbi min bus på vej til skole, og så begyndte jeg bare at græde,« siger hun.
Planerne om skolegang blev derfor droppet, og i stedet begav Viktoria sig afsted til Nørreport. Her sad hun klokken 8.50 sammen med et par veninder.
»Måske sætter vi os på Rådhuspladsen og protesterer. Vi vil være synlige og vise, vi er kede af det. Men jeg var på Nørrebro den 16. december uden at gøre noget voldeligt, og det var noget af det mest forfærdelige, jeg har oplevet,« fortæller Viktoria.
Viktoria Skov har også en forventning om, at noget lignende vil ske denne gang.
»Lige nu mødes folk i grupper, og finder ud af, hvad de vil gøre,« siger hun.
»De fleste har nok en forventning om, at det eskalerer.«