Røverier og vold mod taxachauffører er blevet sjældnere, efter at der er installeret videoovervågning i taxaerne. Sådan lyder meldingen fra det århusianske taxa-selskab, Aarhus Taxa.
"Antallet af overfald på vores chauffører er faldet i de senere år. Vi er overbevist om, at det er, fordi der er blevet installeret videoovervågning i taxaerne. Stort set alle vores taxaer kører rundt med udstyret i dag, og det har vist sig at have god en præventiv effekt," siger Flemming Faaborg, siger direktør i Aarhus Taxa, til JP Aarhus.
Aarhus Taxa, der råder over 333 vogne, besluttede sig for at købe udstyr til videoovervågning af de århusianske taxaer efter et usædvanligt groft overfald i 2006.
"En chauffør blev forsøgt kvalt med pianotråd, og det blev den konkrete anledning til, at vi besluttede at indføre videoovervågningen som et fast tilbud til alle dem, der måtte ønske det," siger Flemming Faaborg.
I øjeblikket arbejder regeringen på en lovændring, som skal gøre det obligatorisk for alle taxivognmænd at installere videoovervågning i taxier.
Trods videoovervågningen blev to taxachauffører i sidste weekend udsat for grove overfald i Århus.
En 53-årig chauffør fra Aarhus Taxa blev natten til søndag tildelt flere skaller og knytnæveslag i ansigtet. Natten forinden fik en 37-årig taxachauffør ifølge Østjyllands Politi flækket sin læbe, da en kunde gav ham flere knytnæveslag.