Den danske landsholdsspiller Jannik Vestergaard har nu også stiftet nærmere bekendtskab med det stærkt omdiskuterede videodommersystem, der kører på en forsøgsordning i den tyske Bundesliga.
Danskeren tabte med sin klub, Mönchengladbach, med 0-1 på udebane til Freiburg i en kamp, hvor videodommeren og Vestergaard indtog hovedroller.
Kampens afgørelse faldt efter 20 minutters spil, hvor Freiburgs angriber Nils Petersen faldt i straffesparksfeltet efter en duel med den lange dansker.
I første omgang lod dommer Deniz Aytekin spillet gå videre, men efter en kontradom fra den centrale videodommer i Köln blev beslutningen omstødt.
Videodommeren havde på sin skærm opdaget, at Vestergaard havde ramt Petersen ganske let på foden og dermed bragt Freiburg-spilleren i ubalance.
Petersen udnyttede det efterfølgende straffespark til 1-0 og sparkede Freiburg yderligere væk fra bunden af rækken.
Hos den skrantende storklub Dortmund fik Peter Stöger en god debut som træner med en udesejr på 2-0 over Mainz.
Stöger afløste i søndags Peter Bosz i trænersædet og så i sin første kamp Sokratis Papastathopoulos og Shinji Kagawa score de to mål.
Hos Mainz spillede danske Emil Beggreen hele kampen i angrebet, mens Viktor Fischer forblev på udskiftningsbænken.
/ritzau/