USA's Midtvest blev søndag ramt af en hel serie voldsomme tornadoer, og myndighederne meldte mandag ud, at de mange storme havde kostet mindst seks personer livet.
Et ekstremt vejrsystem genererede et stort antal storme, der kommer meget sent i forhold til den sædvanlige tornadosæson, og hærgede hundredevis af byer og huse i staterne Wisconsin, Michigan, Ohio, Kentucky, Indiana og ikke mindst Illinois, der ifølge de officielle oplysninger blev ramt hårdest.
Myndighederne arbejdede stadig på at få overblik over skadernes fulde omfang i løbet af mandagen, men omstændighederne var besværlige. Ikke mindst fordi flere byer var uden strøm og telefonnet efter de mange storme, lige som flere veje var spærret af væltede træer.