Den 24-årige prostituerede Anneli Alderton blev kort før, hun forsvandt, optaget af et overvågningskamera i et tog mellem Harwich og Colchester. Videoen viser, at hun steg af på stationen Manningtree, og det har fået det britiske politi til direkte at henvende sig til personer, der har set den unge kvinde netop der.
Indtil videre har politiet modtaget over 60 opkald, som nu efterforskes.
»Vi er nu sikre på, at vi kan begynde at få et overblik over, hvad Anneli foretog sig, før hun blev dræbt,« siger lederen af efterforskningen Stewart Gull til BBC.
Han nævner også, at man leder intensivt efter Anneli Aldertons tøj, da hun blev fundet død nøgen. Indtil videre har 186 personer henvendt sig med fundet tøj, der muligvis kunne have tilhørt Anneli Alderton.
Anneli Alderton er blot en ud af fem prostituerede fra Ipswich-området, der i den seneste tid er blevet dræbt af en seriemorder. Tilsyneladende er ingen af kvinderne blevet misbrugt seksuelt, før de er blevet kvalt. Siden den første kvinde blev fundet, har omkring 10.000 briter henvendt sig med mulige spor i sagerne. Indtil videre har de mange opkald dog ikke ført til anholdelser af mistænkte.