Skal man tro den svenske avis Expressen, så var landets kronprinsesse, Victoria, i overhængende livsfare, da hun i denne uge var på officielt besøg i De Forenede Arabiske Emirater.
Ifølge avisen opstod den farlige situation, da kronprinsessen med følge skulle videre fra et besøg på et dagcenter til et besøg på et kvindecenter. Om det var af tidsnød eller bare lokal kutyme skal være usagt, men som turen skred frem øgede prinsessens chauffør gradvist hastigheden indtil de svenske biler i kortegen måtte give fortabt.
Ifølge avisen nåede prinsessens hastighed på et tidspunkt op på 200 kilometer i timen.
Klas Ljungberg fra den svenske ambassade bekræfter, at der blev kørt meget stærkt.
- Jeg gav op ved 180 kilometer i timen og satte farten ned til 150 kilometer i timen, siger han.
En anden, der måtte opgive at følge prinsessen, var fotograf Jonas Ekströmer fra billedbureaet Scanpix.
- Bilerne kørte med en enorm hastighed. Da kortegen var oppe på 200 kilometer i timen valgte vi af sætte farten ned, men Victorias bil fortsatte med uændret hastighed, siger han til Expressen.
Ifølge flere eksperter, som avisen har talt med, er det forbundet med stor fare at køre i tæt kortege med så høj hastighed. Hoffet afviser dog, at kronprinsessen på noget tidspunkt var i fare.