Det koster Aabenraa Kommune omkring 850.000 kroner om året at vedligeholde og rengøre den gamle toldplads i Padborg.
Toldpladsen bliver hovedsageligt brugt af udenlandske lastbilchauffører til blandt andet overnatning, og ifølge viceborgmester Ejler Schütt (DF) bør det ikke være skatteborgerne, der betaler regningen.
Det skriver JydskeVestkysten.
Ejler Schütt mener, at det vil være på sin plads at opkræve brugerbetaling - også selvom det kan ramme danske vognmænd, at deres chauffører benytter pladsen og dens faciliteter.
- Jeg vil foretrække, at gebyret kun er for udenlandske vognmænd, hvis det kan lade sig gøre. Hvis ikke skal det gælde alle vognmænd. Det er en form for brugerbetaling, siger Ejler Schütt.
Men Ejler Schütt kan ikke hente opbakning til den idé hos transportvirksomheden H. P. Therkelsen i Padborg. Her mener direktør Mogens Therkelsen, at gebyrer for at holde på toldpladsen vil betyde, at chaufførerne rykker ud og parkerer på sideveje, private veje og rastepladser.
Direktøren gør samtidig opmærksom på, at der er en privatejet, afspærret betalingsplads ved siden af Circle K i Padborg.
- Og den bliver ikke brugt, siger Mogens Therkelsen til JydskeVestkysten. Han mener, at det eneste argument, der kan være for betaling, er, hvis standarden på pladsen blev forbedret.