Han sad selv med det politiske ansvar for byens eskalerende problem med vilde aber. Den manglende indsats kostede ham i sidste ende livet.
Lørdag blev New Delhis vicebormester S. S. Bajwa angrebet af vilde makakaber. I kampens hede faldt han ned fra sin terasse, og søndag morgen døde han af sine kvæstelser. Det oplyser flere internationale medier.
Ironisk nok er Bajwas eget parti, BJP, længe blevet kritiseret for den manglende indsats mod byens vilde aber. Regeringsbygninger såvel som beboelsesejendomme hærges af dyrene, der bider og stjæler mad. Selv premierminster Manmohan Singhs kontor har trods omfattende sikkerhed ikke kunnet holde aberne ude.
Efter en reprimande fra højesteret, begyndte bystyret sidste år at bekæmpe makakaberne med større, mere aggressive aber. Men det har åbenbart ikke været en effektiv løsning.
Troende hinduer ser makakaben som en manifestation af abeguden Hanuman. Derfor fodrer de dem med bananer og jordnødder, hvilket har fået aberne til at flokkes og formere sig i byen.