Svenskernes fysiske styrke blev afgørende for, at Sverige tirsdag aften vandt åbningskampen ved EM i kvindehåndbold mod Danmark med 27-26 efter en stor dansk føring undervejs.
Det mener Viborgs svenske storspiller Isabelle Gulldén, der med tre scoringer var med til at sikre svenskerne en tiltrængt slutrundesejr efter otte nederlag på stribe.
- Danmark havde kontrol på kampen i første halvleg, og de forsøgte at køre os flade med hurtige kontrastød.
- Men til sidst var det dem, der ikke havde flere kræfter, og med vores fysik kunne vi tage over, siger Isabelle Gulldén.
Danskerne førte med to mål ved pausen i den vigtige åbningskamp, og føringen var midt i anden halvleg blevet udbygget til fem mål, men de rødhvide tabte rytmen, og til sidst tabte de også kampen.
- Vi vidste, det ville blive tæt, men da de førte med fem, tænkte vi, at nu skulle vi til at i gang.
- Danskerne begyndte at angribe ind over midten hele tiden, og det kunne vi kontrollere, siger Isabelle Gulldén.
Med sejren er Sverige kommet flot fra land og møder torsdag aften gruppens underdog Makedonien.
/ritzau/