Viborg fik med tempo og sprudlende spil visket sidste uges svidende nederlag væk med en komfortabel sejr over de tyske mestre fra Leipzig på 39-33.
Dermed er mestrene tilbage på rette kurs i kampen for at forsvare sidste sæsons Champions League-titel.
Både Viborg og Leipzig havde en del at revancere i dagens kamp efter nederlag til henholdsvis kroatiske Podravka og norske Larvik i deres første opgør i Champions League.
Viborg fik dog en lidt tung start på kampen og Leipzig fulgte godt med det første kvarter, men så kom hjemmeholdet for alvor op i tempo og fik lagt et gedigent pres på det tyske mandskab.
Det betød, at hjemmeholdet hurtigt fik slået et hul på tre mål til en 9-6 føring. Leipzig slet ikke matche trykket fra Viborg. Holdet var ikke i stand til at finde de nødvendige løsninger mod et bevægeligt Viborg-forsvar og lavede en del tekniske fejl.
Flot spil kombineret med gejst og vilje betød, at Viborg efterfølgende kunne udbygge føringen til pausestillingen 18-13. Således var Leipzig reelt knækket inden anden halvlegs begyndelse.
Men det tyske mandskab med den danske træner Morten Arvidsson i spidsen kæmpede en brav kamp og fik i perioder reduceret en del af Viborgs femmåls-føring, uden at der dog på noget tidspunkt var tvivl om udfaldet af kampen. Både Rikke Skov og den tidligere Leipzig-spiller Grit Jurack havde stor succes fra distancen, hvor den brasilianske landsholdsmålmand Mason blev en smule solgt af sit forsvar.
Således er Viborgs to første point sat ind på Champions League kontoen.