To danske topklubber tørner sammen, når andet gruppespil af kvindehåndboldens Champions League indledes til februar.
Viborg og FC Midtjylland er havnet i samme gruppe sammen med Hypo Niederösterreich og kroatiske Prodravka. De danske hold mødes 8. februar og 14. marts.
"Ekstremt spændende lodtrækning. Men det kan jo næsten ikke undgås, når der er otte hold tilbage fra den absolutte europæiske top," siger FC Midtjylland-træner Kenneth Jensen til klubbens hjemmeside.
Han tilføjer, at Hypo og Viborg er gruppens favoritter, men at FCM ikke har planer om at lægge sig ned på forhånd af den grund.
Hypo Niederösterreich imponerede i turneringens første gruppespil ved to gange at besejre Anja Andersens FCK-mandskab.