Er håndboldklubben FCK mon på jagt efter noget, der kan skade rivalerne fra Viborg HK?
Sådan lyder undrenen fra Viborg HK, der er kommet i strid med FCK uden for håndboldbanen. Årsagen er ifølge TV 2 Sporten, at FCK har søgt om aktindsigt i forholdene omkring Vibrogs sportscollege. FCK vil blandt andet have indsigt i Viborgs aftaler med både skoler og kommune, men Viborg-direktør Peter Cassøe undrer sig over, at rivalerne ikke blot har løftet telefonrøret - og spurgt.
- Det undrer os, at vi ikke har fået en henvendelse, for vi ved ikke, om FCK vil vide noget om at drive college, eller om de forsøger at grave noget frem, der kan skade os. Men det er svært at tro, at det skulle være en positiv henvendelse, for så kunne FCK bare ringe til os eller til skolerne, siger Peter Cassøe til Viborg Stifts Folkeblad.
Ifølge FCK skyldes aktindsigten udelukkende, at klubben overvejer at lave et lignende college og vil undersøge forretningsmodellen.
Forholdet mellem de to klubber er køligt, efter Viborg vandt retten til en ekstra plads i herrernes Champions League, som FCK mente tilhørte dem.
- Det er nærliggende, at de ting hænger sammen, men jeg kan ikke bevise noget. Jeg kan bare konstatere, at det er en usmagelig måde at gøre tingene på, og det er jo nærmest en krigserklæring mellem Viborg og København, siger Peter Cassøe til avisen.