Viborg tog fredag et stort skridt mod at slippe for at spille kampe om direkte nedrykning fra Alka Superligaen med en 3-0-sejr hjemme over AC Horsens.
Men trods føringen vil Viborg-anfører Jonas Kamper ikke afvise, at AC Horsens tirsdag kan vende dobbeltopgøret på hovedet. Det kan ske, hvis Viborg-spillerne blive for selvtilfredse.
- Vi har stadig respekt for situationen, og vi har stor respekt for Horsens. Ved nogle af deres dødbolde var det tilfældigheder, der gjorde, at vi ikke indkasserede mål, siger Kamper.
- Horsens var heller ikke heldige i dag, for der var muligheder i kampen, hvor de sagtens kunne have scoret, men det gjorde de heldigvis ikke.
Efter 1-0 ved pausen skaffede viborgenserne sig et særdeles godt udgangspunkt med to kontramål i kampens slutfase, og Viborg-anføreren hæfter sig ved sit holds effektivitet foran mål.
- Den kynisme, vi spillede med i dag, skal vi tage med til Horsens tirsdag. Defensivt så vi stærke ud, og offensivt udnyttede vi de chancer, der var. Den kynisme skal vi bevare, siger Jonas Kamper.
Hans holdkammerat Søren Reese var især glad for sejren på fansenes vegne. Det var sæsonens blot tredje gevinst på hjemmebane.
- Vi har ikke forkælet vores hjemmepublikum, så jeg tror, de hungrede endnu mere efter en overbevisende hjemmesejr, end vi gjorde. Så det var rigtigt dejligt at give dem det. Vi har spillet kortene over på vores hånd nu.
- Det lykkedes os at spille bolden hurtigt rundt, så kampen ikke kom til at foregå på Horsens' præmisser. De ville gerne have en fysisk kamp, især omkring dødbolde, men vi fik vores forreste sat i scene, og det var afgørende.
- Nu er det op til os selv at afgøre det. Men vi skal tage til Horsens og spille den kamp dernede, som om der står 0-0. Hvis vi så får scoret, så burde opgøret være lukket, siger Reese.
Det andet opgør mellem de to hold spilles tirsdag i Horsens.
/ritzau/