Viborg Stadionhal er for lille til en europæisk finale, og derfor flytter Viborg HK slutkampen i Champions League mod Györ fra Ungarn til Aalborg.
Det Europæiske Håndbold Forbunds krav til en europæisk finale er større end de 1865 siddepladser, Stadionhallen rummer, så Gigantium Isarena bliver ramme om kampen.
Her er der plads til 5600 tilskuere, der kan give visuel og larmende opbakning, når det ungarske hold besøger Jylland 9. maj.
I en pressemeddelelse udtrykker Viborg HK beklagelse over, at det er nødvendigt at flytte kampen, men man håber på, at det i fremtiden bliver muligt at bygge en større arena i byen.
Den anden og afgørende finale afvikles i Ungarn 16. maj, og også for Györs vedkommende har det været nødvendigt at flytte kampen ud af byen. Derfor afvikles dysten i Vezprem.
Det er fjerde gang, Viborg HK har spillet sig frem til en finale i Champions League.