En gensyn mellem Superligaklubben Viborg og klubbens tidligere angriber Hans Eklund ser ud til at være tæt på.
Den 38-årige svensker, der nu er assistenttræner for Stuart Baxter i Helsingborgs IF, er nemlig favorit til at blive manden, der skal redde Viborg fri af Superligaens bunddynd og derefter skabe fremtidens Viborghold.
I Helsingborg bekræfter ledelsen, at Viborg ønsker sig Eklund som træner.
»Vi har fået en henvendelse fra Viborg, og vi har lovet at give svar i denne uge,« siger klubdirektør Paul Myllenberg, der ikke afviser at lade sin assistenttræner gå.
Men det bliver helt sikkert ikke på denne side af jul, da klubben ønsker at fokusere fuldt ud på UEFA Cuppens gruppespil, siger klubdirektøren.
Dermed ser det ud til at blive endnu en svensker, som skal tage over efter fyrede Anders Linderoth i Viborg. Men der ophører lighederne også, for Superligaens nummer næstsidst er på jagt efter en yngre type, som kan udvikle klubben.
Vil have en yngre træner
Men om det er Eklund, der er førsteprioriteten, vil Viborg F.F. s direktør, Morten Jensen, ikke fortælle.
»Vi går efter en yngre træner denne gang. Vi skal prøve at komme styrket ud af denne situation, og vi skal skabe en ny model for klubben. Der passer en ung profil godt,« siger han.
Er det Hans Eklund?
»Vi er i dialog med nogen, men hvem det er, holder vi for os selv. Vi håber på at have den nye træner på plads inden for maksimalt en uge,« siger han.
38 år
Assistenttræner i Helsingborg
Angriber i Viborg fra 1998 til 2001
Solgt til Helsingborg i 2001 for 5 millioner kroner.