De er grimme i tænderne og ødelægger miljøet, plomberne af kviksølv.
Derfor vælger danskerne dem også fra i stor stil.
I løbet af de seneste syv år er antallet af de gammeldags såkaldte amalgamfyldninger næsten halveret fra 1,2 millioner om året til kun 640.000 i 2007, viser en opgørelse fra Tandlægeforeningen.
Og det er ikke kun, fordi vi får færre huller i tænderne. Mange huller bliver bare fyldt op med plast i stedet. Siden 2000 er antallet af plastfyldninger steget fra 2 millioner til 2,3 millioner.
- Jeg er overbevist om, at mange vælger plast hos tandlægen, fordi vi gerne vil have pæne hvide tænder og er lidt bange for, at kviksølv er sundhedsskadeligt, men det er det altså ikke i de mængder. Årsagen til, at myndighederne gerne vil nedbringe forbruget af kviksølv er hensynet til miljøet. Kviksølv forurener simpelthen vores natur for meget, når vi eksempelvis bliver kremeret, siger tandlæge Bjørn Haulrig, til Avisen.dk.
Sygeforsikringen danmark yder tilskud til plastfyldninger, men der bliver eksempelvis ikke givet offentligt tilskud til plastfyldninger i kindtænder.
Miljøministeriet ventes dog om få måneder at udsende en bekendtgørelse, der lægger op til en udfasning af amalgam-fyldningerne. Dermed vil bliver reglerne formentlig også ændret, så der kommer tilskud til plast i tænderne.