Vi vil have mere og give mindre

En stor gruppe danske vælgere vil betale mindre i skat og have bedre ydelser fra det offentlige, konkluderer ny analyse.

Danskerne er egoistiske og uansvarlige. Sådan lyder kritikken fra Peter Kurrild-Klitgaard, professor på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet. Udmeldingen kommer efter, at en ny analyse fra tænketanken Cepos, afslører, at den største gruppe danske vælgere vil have bedre ydelser fra det offentlige, men samtidig betale mindre i skat. Det skriver Ugebrevet A4.

»Der er en overvældende opbakning til, at man selv skal have mere og mere fra det offentlige uden selv at skulle betale ekstra. På langt sigt kan det betyde, at det bliver svært, endog umuligt at få de offentlige budgetter til at hænge sammen,« siger Peter Kurrild-Klitgaard.

Analysen fra Cepos bygger på en meningsmåling gennemført af Catinét. Den viser, at klart den største gruppe af de 1.069 adspurgte danskere går ind for at betale mindre i skat og samtidig have bedre ydelser. Hele 45 procent tilsluttede sig den holdning.

Og det vækker bekymring hos Peter Kurrild-Klitgaard til trods for, at det i øjeblikket går rigtig godt med både den private og offentlige danske økonomi.

»I dag har vi store overskud på de offentlige budgetter, men det er primært, fordi det går så godt i økonomien. Hvis vi drønede lige ind i en økonomisk nedtur, som den vi oplevede i slutningen af 1980?erne, så ville det få meget alvorlige konsekvenser for den offentlige økonomi,« siger Peter Kurrild-Klitgaard.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.