Sutskoene står klar ved skrivebordet, og på opslagstavlen hænger billeder af familien. Blomsterne er kønne at kigge på, og tændte stearinlys giver en hyggelig atmosfære.
Mange danske kontormiljøer minder om små dagligstuer, når de ansatte først går i gang med at sætte præg. Vi vil nemlig gerne »hjemme den« alle mulige steder, som adjunkt og ph.d. Ida Wentzler Winther kalder det at skabe hjemlig følelse.
»Det er en måde at lave en kobling på. Vi pisser vores territorium af og gør det til vores eget. Nogle af begrundelserne er, at når vi er med til at indrette et rum, er vi med til at bestemme,« forklarer hun.
Også på ferier gælder det om at rode en masse på hotelværelset hurtigst muligt eller sætte friske blomster i hyttens vaser.
»Vi har brug for at sætte præg på det. Enten tager vi rummet til os, eller også knapper vi det helt af og åbner ikke kufferten,« siger hun.
Privat blandt andre
Mobiltelefoner er også med til at lave en kobling. Førhen sad vi hjemme i sofaen og sludrede med venner eller familie, i dag kan det ske hvorsomhelst. I en togkupé kan man gøre sig privat og »hjemme den« med den bærbare og mobilen fremme.
»Man gør ting, som man gør derhjemme. Det bliver det ikke et hjem af, men man er tilpas afslappet og snakker ligesom derhjemme, og man laver en usynlig grænse: Det bliver de andres problem, at jeg fylder og larmer,« siger Ida Wentzel Winther.
Hun har i sin seneste bog Hjemlighed – kulturfænomenologiske studier undersøgt vores forhold til hjemmet og det at føle sig hjemme. I de seneste år er vi blevet bombarderet med magasiner og boligprogrammer, og hjemmet fylder meget hos de fleste.
En skrøbelig verden
At hjemmet fylder mere og mere i det offentlige rumm, skyldes ifølge Ida Wentzler Winther, at vi har behov for tryghed:
»En forklaring kan være, at verden forekommer mere usikker. Vi har behov for at kunne håndtere de grusomheder, der kommer lige ind til kaffen. Vi har brug for at skabe en base – både hos os selv og på vores arbejdsplads. Det er en måde at gøre sig tung i en skrøbelig verden,« siger hun.
Alle de ting, vi gør for at føle os hjemme, kalder Ida Wentzel Winther for taktikker, som firmaerne også har opdaget. I Danmark er hjemlighedsfølelse en kvalitet og meget hot som livsstilsudtryk.
Næsten som hjemme
SAS har i dets reklamer fremstillet loungen som »Almost like home«, er man gæst hos hotelkæden CAB INN ved man præcis, hvordan man hurtigt indretter sig hjemligt, for alle værelser er ens. I flere banker er magelige sofaer stillet frem, så kunderne kan slappe af.
»Man lever lidt i kraft af, at dén reference kender vi i forvejen. Det har ikke noget at gøre med det, man skal hos firmaet, men det kalder på en kulturhistorie og på vores fornemmelse af, hvad man laver i en sofa,« siger Ida Wentzel Winther.
Et reklamefirma valgte for nogle år siden at lægge de ansattes cv ud på nettet med barndomsportrætter, og hele virksomheden hjemligt indrettet. Samme tendens ses i toppen af mange firmaer, hvor chefen kan fortælle om antallet af børn og fritidsinteresser på sin hjemmeside.
»Han kan signalere, at han er et helt menneske, så han kan godt forstå, hvad jeg har brug for. Det er en måde at trække en hjemlighedsfølelse ind i en cool salgsteknik. Hjemlighed sælger.«.