Det lader til, at danskerne vil tjene lidt på et dansk nederlag, når fodboldlandsholdet fredag møder Portugal på udebane.
I hvert fald oplever landets bookmakere en klar tendens. De fleste spiller på et ettal - altså et nederlag til Danmark.
"Det er selvfølgelig tidligt, fordi mange indskud først sker på selve dagen, men tendensen er lige nu, at klart flest tror på Portugal," siger Morten Overgaard, oddssætter hos Danske Spil, til Newspaq.
Samme mønster ser Jan Trier fra Bet24, selvom danskerne tit er patrioter, når det kommer til landsholdet.
"Der er mange danskere, som spiller med hjertet, lige meget hvad oddsene er. Men vi har meget spil på et ettal, og jeg forudser mere spil på Portugal, jo tættere vi kommer på," siger Jan Trier.
Han mener, at Bet24 må sænke oddset på en hjemmesejr de næste dage. I forvejen har spileksperterne udråbt Portugal til storfavorit, fordi sydeuropæerne efter en katastrofal start på kvalifikationen, er tvunget til at vinde. Derudover har skader hos de danske Premier League-stjerner Daniel Agger og Nicklas Bendtner forringet de danske muligheder.
Hvis man vil gøre et kup, kan man måske overveje et kryds. Det er på nuværende tidspunkt det udfald, som færrest har spillet på hos de to selskaber.
Her er oddsene for fem tilfældigt udvalgte bookmakere:
Bet24: Portugal (1,50), Uafgjort (4,00), Danmark (6,60)
Bet365: Portugal (1,57), Uafgjort (3,75), Danmark (6,00)
Danske Spil: Portugal (1,48), Uafgjort (3,90), Danmark (6,40)
Bwin: Portugal (1,50), Uafgjort (3,70), Danmark (6,85)
Scandic Bookmakers: Portugal (1,65), Uafgjort (3,75), Danmark (6,35)