Danmark er ikke længere vindmøllernes hjemland og bæredygtig energis bannerførerer. Der er stort set ikke blevet opført vindmøller på dansk landjord de seneste par år, og udviklingen af bæredygtig energi skranter.
Danmarks omkring 130 elselskaber har en formue på 68 milliarder kroner, viser en opgørelse fra Konkurrencestyrelsen fra 2005.
Mange af selskaberne har fået gevinster på i alt 30 milliarder kroner ved at sælge deres aktier i kraftværkerne Elsam og E2.
Investering i internet
»Elselskaberne investerer pengene i alt muligt, som næppe kan kaldes energirelevant. Det ville være langt bedre, hvis de mange penge systematisk gik til forskning og udbygning inden for bæredygtig energi,« siger energi-ekspert Frede Hvelplund, professor ved Aalborg Universitet.
Elselskaber har investeret for i alt 10 milliarder kroner i et forsøg på at komme ind på markedet for internetforbindelser, viser tal fra Konkurrencestyrelsen. Til sammenligning brugte selskaberne 950 millioner kroner på forskning ifølge en opgørelse fra 2003.
»Vi har været et foregangsland for grøn energi. Det er gået i stå. Der blev for eksempel bygget vindmøller for 600 megawatt effekt i 2000 og for 3-400 megawatt hvert år i 90 erne. I 2004 og 2005 har tallet været tæt på nul,« siger Frede Hvelplund.
Elselskaberne bør tage et større ansvar, mener forskningsordfører Rasmus Prehn (S).
Mere forskning
»Det eneste rigtige er mere forskning i bæredygtig energi. Det er oplagt, at det skal være elselskaberne, der står for det. De har fået et stort overskud ved at sælge os energi,« siger Rasmus Prehn.
Elselskaberne erkender, at midlerne til forskning i- og udvikling af energi er for små.
»Men vi arbejder på en ordning, så vi gør de offentlige forskningspenge mere målrettet. Vi har brug for de kloge hoveder i de offentlige forskningsinstitutter. Det vil få de private penge til at følge med,« siger Vilhelm Mørup-Petersen, der er vicedirektør elselskabernes brancheforening, Dansk Energi.
Vindmøllebyggeriet på landjorden er gået i stå, fordi kommunerne er for langsomme til at finde pladser til dem, mener han.