Der kommer en aftale hjem på klimatopmødet i København - og aftalen bliver ikke bare ord, men får en reel betydning for klimaet på verdensplan.
Det siger et flertal af danskerne i en ny meningsmåling, som Wilke har foretaget for Nyhedsbureauet Newspaq.
52,9 procent af danskerne tror ifølge meningsmålingen, at der kommer en aftale af betydning hjem i København. Kun 25,7 procent tror ikke, at mødet nytter.
Og danskerne får efter alt at dømme ret i deres forudsigelser om, at en aftale på topmødet får en stor betydning.
Det siger John Norborg, der er programleder af Verdensnaturfondens (WWF) klimaafdeling.
"En aftale vil sende et kraftigt signal, der vil betyde at erhvervslivet og forskere i fremtiden vil prioritere klimaproblemerne højt," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
Også Klima- og Energiminister Connie Hedegaard (K) tror på, at mødet kan vedtage en aftale, der vil få en global betydning.
"Verdens stats- og regeringschefer har en fornemmelse af, at nu har der været talt nok. Nu er der behov for at få lavet en bindende, politisk aftale," siger hun til Newspaq.
Hun glæder sig over danskernes høje forventninger til topmødet, der deles af vælgere fra alle partier - på nær Dansk Folkepartis vælgere, der ikke tror på, at der kommer noget ud af klimatopmødet.
"Der er en voksende forståelse for, at selvom det ikke er os, der bliver ramt hårdest, så har vi forstået at det ikke er et teoretisk problem. Vi vil blive ramt," siger Connie Hedegaard.
Og vi er bestemt opmærksomme på, at klimaforandringerne også rammer Danmark.
Hele 43,5 procent tror, at klimaforandringerne på et tidspunkt vil påvirke deres liv.
"Klimaforandringerne giver store konsekvenser ude i verden, som i en eller anden grad vil påvirke danskerne. Dels vil maden blive dyrere, men det kan også gøre verden til et mere usikkert sted at leve," siger John Nordborg til Newspaq.
Også biolog Hans Meltofte, der har skrevet en bog om klimaforandringer, fra Danmarks Miljøundersøgelser peger på, at vi bliver påvirket.
"I fremtiden får vi regnfulde vintre og tørre, varme somre med voldsomme uvejr og skybrud. Samtidig vil havet stige, og vejret vil påvirke, hvad vi kan dyrke i Danmark. Det gør det faktisk allerede," siger han til Newspaq. Han nævner majs som en afgrøde, der i de kommende år vil blive langt mere almindelig i Danmark.
524 repræsentativt udvalgte danskere har medvirket i meningsmålingen, der er gennemført af Wilke for Nyhedsbureauet Newspaq.
52,9 procent af danskerne tror på, at klimatopmødet i Danmark vil kunne få en effekt - kun 25,7 procent tror ikke, at det får nogen betydning.
Der er forskel på, hvad man stemmer, og hvad man tror på, at der kommer noget ud af topmødet. Kun hver fjerde DF-vælger tror på succes. For alle andre partier tror flertallet på succes ved topmødet.
Måling viser, at hele 43,5 procent af danskerne tror, at klimaforandringerne får indvirkning på deres liv. Ændringerne kommer dog først langt ude i fremtiden.
524 repræsentativt udvalgte danskere medvirkede i meningsmålingen, der er udført af Wilke for Nyhedsbureauet Newspaq.
Læs hele meningsmålingen hos Wilke.