12.00
Alle skraldemænd fra HCS i Århus er samlet i kantinen på Bautavej, hvor vi sidder og snakker om, om der er kommet noget nyt op af hatten. Vi tripper for at komme i arbejde igen, men det skal være nogle ordentlige forhold at arbejde under.
12.15
Jeg kører sammen med tillidsmanden fra Århus mod Arbejdsretten i København. Vi taler om andre skraldefirmaer, og hvordan folk har det og spekulerer på, hvad der vil ske i arbejdsretten. Normalt er det et sted, hvor man kommer ind og får fem rap af en kæp, og så er det ud igen, men det viser sig at tage fem timer denne gang.
14.30
Mødet starter i Arbejdsretten og er kun for tillidsfolkene. Jeg sidder og venter udenfor og drikker en kop kaffe. Som tiden går, tænker jeg, at de må være nået frem til noget positivt. Tidligere har jeg været meget glad for mit arbejde, men jeg er træt i hovedet af at skulle være i konflikt.
16.00
Jeg går en tur ned til vandet og runder Kongens Nytorv, mens jeg tænker på mødet. Jeg håber, der kommer noget fornuftigt ud af det. Vi står alle og hopper efter at komme i arbejde.
19.00
Endelig slutter mødet i Arbejdsretten, og vi sætter os ind i bilen for at køre tilbage til Århus. I retten har man aftalt, at alle skraldemænd i Århus skal orienteres på samme tid om morgenen, så vi taler ikke om, hvad de er nået frem til i retten. Det er ikke sjovt først at få besked næste dags morgen, så kan man ligge og tænke over det. På vej mod Jylland får vi en sandwich på en rasteplads.
00.15
Vi er tilbage i Århus, hvor jeg lige skal hjem og huske at sige, at jeg elsker min kone, inden vi går i seng. Hun sidder oppe og venter, og vi napper et glas rødvin. Det er en god sovepille.
Jeg tager et hurtigt bad og så i seng.
00.45
Jeg går til ro og falder fint i søvn.
04.15
Væggeuret ringer, og jeg er ikke ret frisk, Jeg klæder mig på og kører til arbejde, hvor vi spiser morgenmad i kantinen.
04.50
Alle skraldemænd er samlet til faglig møde, og vi får at vide, hvad de er nået frem til i arbejdsretten. Vi havde regnet med, at der var noget positivt på skrift, men det er der så ikke. Det var lidt frustrerende. Vi går først i arbejde, når advarslerne til de to langtidssygemeldte kollegaer bliver trukket tilbage.
05.10
Vi stemmer skriftligt og anonymt om aftalen fra Arbejdsretten, og jeg sætter et kryds ved nej. Resultatet ender 15-2 mod aftalen. Jeg er positivt overrasket, for det viser, at folk stadig har samme holdning.
06.10
Vi ankommer til forbrændingen i Lisbjerg og stiller op for at blokere. Der er mange lastbiler med affald, som vender om og får en klapsalve med på vejen, men der er også dem, der ryster på hovedet ad os. Det er en ganske almindelig fredelig aktion.
09.30
De andre skraldemænd synes, at jeg skal sige noget til pressen, så jeg taler med journalister og er i fjernsynet. Det kan godt være, at det er øretævernes holdeplads, men jeg har ikke tænkt på, om det kan betyde noget for min ansættelse.
12.00
Vi strejker fortsat, og jeg ved ikke, hvornår vi går hjem. Om eftermiddagen skal vi holde møde og evaluere, hvad vi gør nu.