Vi står over for endnu en rekordvarm sommer.
Det er blot et blandt mange tegn på, at vi i bedste fald befinder os i FN s værste skrækscenarie.
Lige nu styrer vi direkte mod en fremtid med klimaflygtninge fra Afrika, konstante naturkatastrofer og uoverskuelige temperaturstigninger.
Det konkluderer en gruppe forskere fra hele verden, der står bag en endnu ikke offentliggjort rapport, der viser, at CO2 udslippet er accelereret siden år 2000.
13 år til katastrofe
Tidligere på måneden gav FN os 13 år til at afværge en klimakatastrofe. Men de nye tal viser, at vi allerede nu i bedste fald befinder os i det værste af FN s klimascenarier.
»Det er bemærkelsesværdigt, at vi allerede nu ligger i den tungeste ende af skalaen,« siger Jens Hesselbjerg fra DMI.
Ifølge rapporten er stigningen i det årlige CO2 udslip mere end tredoblet mellem 2000 og 2004 i forhold til 1990 til 2000. Det er især Kina, Indien og ulande der stå bag stigningen, men det er den vestlige verden, der står for langt størstedelen af CO2-udslippene.
Kraftigere tiltag
»Det, at CO2 udledningerne for øjeblikket ligger over FN s øverste scenarie, betyder, at vi senere skal foretage kraftigere CO2 reduktioner, end det ellers havde været nødvendigt for at begrænse den globale opvarming,« siger Katrine Krogh Andersen fra Miljøstyrelsen.
Forskergruppen konkluderer, at det økonomiske fremskridt i ulandene, Kina og Indien er uløseligt forbundet med afbrænding af kul og olie, der skaber CO2.
Stigning på 0,7 grader
Temperaturen er steget med 0,7 grader i løbet af de seneste 100 år. Med den fart vi ifølge de nye tal har på, så vil temperaturen stige mellem 4 og 8 grader i de kommende 100 år. Ifølge Jens Hesselbjerg fra DMI kan vi stadig vende udviklingen.
»Men det er ikke godt, at vi allerede er i det værste scenarie,« siger han.
Rapporten bliver offentliggjort på pnas.org. senere på ugen.