Foden kommer hurtigt tilbage på speederen, selvom kørekort er blevet taget.
11 ud af 12 landets politikredse siger, at de oplever flere bilister, der stadig sætter sig bag rattet, efter de har fået taget kortet for eksempelvis spirituskørsel.
Siden 2007 er tallet på landsplan vokset fra 4.833 til 6.131 bilister, som har sat sig i bilen, selv om de har fået frakendt kørekortet. Det skriver Ekstra Bladet.
Kun bornholmerne, lader bilen stå, og det er et kæmpe problem, som er svært at gøre noget ved.
"Vi må bare erkende, at der er nogle mennesker, der ikke respekterer reglerne. Det er et spørgsmål om, at risikoen for at blive opdaget er for lille," siger John Sckaletz, leder af færdselsafdelingen hos Københavns Politi, til Ekstra Bladet.
Derfor skal straffen for at køre bil efter at have mistet kortet være hårdere. Formanden for Dansk Politiforbund, Preben Ibsen, mener, at bilister, der trodser loven, skal smides i fængsel, første gang de kører uden tilladelse.
"Det er ikke min fornemmelse, at det vil kunne afskrække nogen, hvis bøden bliver højere. Vi har set i en lang række andre sager, at selv om bødetaksterne bliver højere, så har de en meget minimal effekt," siger han.
Næste år bliver strafferammen skærpet, så bøden for at køre med en frakendelse i baglommen stiger fra en halv til en hel månedsløn. Samtidig bliver køretøjet konfiskeret, tredje gang man overtræder forbuddet.
Kilde: Ekstra Bladet