Selvom Nyhedsavisen i sin leder i dag synes, at alting var meget bedre i gamle dage – og selvom mange danskere er skuffede over, at den danske sang med DQ ikke gik videre fra semifinalen til den afgørende konkurrence i aften – er DR ikke på vej ud af det Europæiske Melodi Grand Prix.
Melodi Grand Prix er en folkefest, den eneste der på den vis oven i købet kan samle hele Europa. Sangene har ændret sig, stilen har ændret sig, men sådan er det jo med al kultur. Vi kan stadig elske Gustav Winckler og Birthe Wilke, men selv deres skønne Skibet skal sejle i nat ville nok ikke få unge europæere op af stolene og til sms erne i dag.
Både det danske og det internationale Grand Prix kan samle folk. En historisk europæisk tradition, som vi gerne vil være med til at bevare og udvikle. Derfor evaluerer vi hvert år grandprixet sammen med EBU (Eurovisionen, red.). Og det vil vi naturligvis også gøre i år. Er der noget galt i formatet, måden konkurrencen afvikles på, giver det anledning til ubeviste alliancer mellem landene og dermed unfair gennemslagskraft, er det for stort og så videre og så videre.
Alt dette vil vi arbejde sammen med EBU og de andre deltagerlande om, så programmet kan få lov at bestå og bevare sin styrke. Millioner over hele Europa vil følge med i sangkonkurrencen i aften, og formentlig også tusindvis af danskere, der elsker det show – og også elsker at kritisere det.