Er verden af lave? Jeg tillader mig at stille spørgsmålet på baggrund af den seneste tids udtalelser om mennesker, der ikke skal kunne modtage kontanthjælp, fordi de er piercede eller bærer tørklæde. Hvad er det næste? Skal vi alle være lyshårede og have blå øjne?
Men det er jo velment. Når beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) ikke vil ansætte burkaklædte kvinder i den offentlige sektor, er det jo for det fælles bedste – man kan jo ikke bare te sig, som man vil.
Jeg tænker bare: Hvor er ideologien blevet af? Hvor er liberalismen, respekten for individet, og hvor er socialismen og solidariteten? Er det eneste, vi står tilbage med, ikke en hob af markedsøkonomer, der ønsker at ensrette os alle i globaliseringens og samhandlens navn?