Rejsefeberen har ramt danskerne, der flyver til steder som London, Paris, Tenerife i stadig større grad. Fra 1996 til 2006 er der ifølge Danmarks Statistik kommet 45 procent flere passagerer med charter- og ruteflyene fra Danmark til udlandet.
Omkring hvert fjerde minut letter et fly fra de danske lufthavne og sætter kurs mod udlandet. Det er blevet billigere at tage flyveren, og det hjæper på rejselysten.
»Der er ingen tvivl om, at flypriserne er blevet lavere fra 1996-2006. Særligt har der været store prisfald på økonomiklassebilletter, og der stammer den største del af passagervæksten fra,« forklarer Mikkel Løndahl, kommunikationskonsulent i SAS.
Mindre benplads
Men selvom danskerne er rejseivrige, så er der de seneste ti år ikke lettet mange flere fly fra de danske lufthavne. I stedet er flyene blevet større, benpladsen mindre og flyselskaberne blevet bedre til at fylde flyene op.
Den store stigning i flytrafikken belaster miljøet. Morten Winther, der er seniorrådgiver ved Danmarks Miljøundersøgelser fortæller dog, at det er en fordel, at flere flysæder er optaget.
»Man kan sige, at der er flere passagerer til at dele flyets energiforbrug. Men samlet set stiger mængden af flybrændstof. Vi sætter dampen op, selvom det bliver lidt renere per tur,« siger Morten Winther fra Danmarks Miljøundersøgelser.
Forureningen fra flybrændstof har de seneste år slået alle rekorder, men miljøordfører fra Venstre Eyvind Vesselbro mener ikke, man kan begrænse flyveriet.
»Ligegyldigt hvad man gør, så vil folk flyve. Det, jeg mener, man skal se på, er at udvikle flytyper, som bruger så lidt brændstof som muligt og forurener mindre,« siger Venstres miljøordfører, Eyvind Vesselbo, der tilføjer, at EU allerede arbejder med nye regler, som skal begrænse fly-forureningen.