Det er den økonomiske nedtur, der nu presser flere danskere til at sælge ud af møbler, kunst, smykker og arvestykker for at skaffe penge, skriver Jyllands-Posten.
"Auktionsbranchen er særlig på den måde, at dårlige konjunkturer betyder flere indleveringer og endda ofte dyrere indleveringer, fordi folk vælger at realisere indbo for at frigive værdier og skaffe flere penge mellem hænderne," siger Mette Rode Sundstrøm, kreativ direktør i Lauritz.com til avisen.
Også hos konkurrenten Bruun Rasmussen oplever man den økonomiske nedtur. Auktionshuset åbner sin store efterårsauktion i oktober, og den er større end nogensinde før.
Alene i oktober bliver der sat moderne kunst og design til salg med en samlet vurderingspris på 110 mio. kr. Det er 45 mio. kr. mere end den hidtidige rekord.
/Newspaq/