Smøger, sprut, junkfood og ladhed. Der er mange måder at forkorte sit liv på. Og det er danskerne gode til. Middellevetiden herhjemme er blandt de laveste i den vestlige verden.
Særligt rygning trækker med 14.000 for tidlige dødsfald ned. Smøgerne kapper tre år af rygerens alder. Imens koster dårlige kostvaner og fedme 5.600 liv hvert år. Det viser en stor undersøgelse om kost, rygning, alkohol og motion fra Statens Institut for Folkesundhed (SIF).
»For hundrede år siden var det infektionssygdomme, der påvirkede danskernes levealder. I dag er det vores indtag af tobak, alkohol og kost,« siger seniorforsker Knud Juel, SIF.
Undersøgelsen er led i en større kortlægning af danskernes sundhed, det såkaldte KRAM-projekt.