Af Christina Alfthan
chal@avisen.dk
@BRØD:»Der skal være plads til os alle. Både rygere og ikke-rygere, og jeg synes rygerne er begyndt at ryge meget mere hensynsfuldt. I dag er der ikke nogen, der lader en smøg ligge og ose i et askebæger, og der er heller ikke nogen, der puster én op i ansigtet,« fortæller Peter Astrup, der ikke selv ryger, men han har talt meget om den kommende rygelov på sit lokale værtshus, Kanal Bodega på Christianshavn.
Tæt røg
På bodegaen ligger røgen allerede tidligt om formiddagen tæt.
På Kanal Bodega kender klientellet lovforslaget, og de mener slet ikke, der er brug for en lov. De har allerede indført uskrevne rygeregler.
Når det handler om røg, er der nemlig, de steder Nyhedsavisen besøgte i går, en stor tolerance rygere og ikke-rygere imellem.
Her eksisterer den kommende rygelov, som sundhedspolikerne diskuterer i dag, allerede som en social omgangsform.
Spørger pænt
Man spørger pænt, om man må ryge, og gør man det, altså spørger, så må man ryge.
Rygerne synes nemlig, det er synd for ikke-rygere, fordi de skal døje med røg. Men ikke-rygere synes omvendt, det er synd for rygerne, fordi de er et forfulgt folkefærd.
»Det sidste års tid er der kommet meget mere selvjustits blandt rygere,« mener Peter Olsen, der ryger fyrre cigaretter om dagen.
»Man ryger ikke, hvor der er nogen der spiser, og hvis der er rygeforbud, så lader man selvfølgelig være.
Selv på en bodega ryger man med omtanke, så man ikke laver mere røg end nødvendigt,« forklarer Peter Olsen.