Du er helt tosset med Jamie Olivers kogebøger og dyre kogegrej, Eva Trio-gryder og det nyeste samtalekøkken fra Poggenpohl. Når det handler om ting til køkkenet, er prisen underordnet.
Men du jagter tilbudsavisernes slagtilbud hver weekend og tænker mere på økonomi end gode, kvalitetsråvarer – der måske koster lidt ekstra – når indkøbsvognen skal fyldes.
Blandt ti vesteuropæiske lande er Danmark det land, hvor borgerne bruger færrest penge på fødevarer, når man tager højde for moms, fødevareafgifter og et generelt højt prisniveau på mad i supermarkederne.
Nye tal fra Euromonitor Internationals viser, at danskerne i hver måned af 2005 brugte omkring 1.200 kroner på fødevarer og ikke-alkoholiske drikke. Franskmændene brugte 71 procent mere og spanierne hele 93 procent mere.
»Vi ligger konstant i bund i sådanne undersøgelser. Det holder sgu ikke,« siger Bo Jacobsen, kok og indehaver af den anerkendte Restaurationen i København, og fortsætter:
»I 60’erne fik Socialdemokraterne og fagbevægelsen indprentet et værdisæt for det gode liv i befolkningen. Det handler om materialisme og fysiske ting. Man skulle have det samme som arbejdsgiveren – hus, bil, rejser, sommerhus. Kvinderne måtte derfor også på arbejdsmarkedet, og dermed forsvandt viden om mad og tilberedning. Vores prioriteter skal kunne ses, derfor køber vi samtalekøkkener og laver så lortemad i dem.«
Ifølge ernæringsekspert Sisse Fagt fra Danmarks Fødevareforskning er danskerne gennem tilbudsaviser opdraget til at jagte de billigste varer. Men hun har et forsalg til, hvordan danskerne kan lære kvalitet at kende:
»Vi fokuserer på prisen, fordi vi ikke kan se, at vi får en bedre kvalitet for det ekstra beløb. Hvorfor betale dobbelt så meget for en appelsin, når de ser end ud? Forbrugerne skal overbevises om, at kvalitet smager bedre. Derfor er flere smagsprøver i supermarkeder vejen frem,« foreslår hun.