Når prisen på fødevarer går op, går vi andre steder hen.
Med andre ord betyder fødevarekrisen flere kunder til discountbutikkerne.
Omsætningen i landets discountbutikker er steget med næsten 15 procent siden årsskiftet. I samme periode er salget i supermarkederne kun vokset med 2,5 procent, og det skyldes primært prisstigninger. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
- Når tiderne er præget af usikkerhed og stigende priser, vender kunderne tilbage til discountbutikkerne for at få mest muligt for pengene. For et år siden købte forbrugerne uden videre dyre luksusprodukter. Nu tænker de sig om en ekstra gang og vælger ofte en billigere variant, siger direktør i konsulentvirksomheden Retail Institute Scandinavia, Bruno Christensen, til Jyllands-Posten.