Danskernes forbrug af bøger og musik fra biblioteket falder støt.
I 2011 faldt antallet af udlån med tre procent i forhold til året før. Især musikudlån gik tilbage med hele 12,5 procent.
Og der er ikke alene blevet længere og længere mellem lånerne - der tyndes også ud i antallet af bøger på hylderne, viser tal fra Danmarks Statistik.
I takt med, at færre hiver bøger ned fra hylderne, har bibliotekerne skåret ned på det udvalg, som det svindende antal lånere får at vælge imellem.
I 2011 var der næsten 18 millioner bøger på hylderne, hvilket er seks procent færre end året før.
Også på forskningsbibliotekerne er der faldende rift om bøgerne. Her registrerede man 7,4 procent mindre travlhed ved udlånsskranken, og helt galt gik det for brugen af læsesalene, hvor brugen faldt med 24,6 procent i forholdt til 2010.
Det er faktisk kun bibliotekernes udlån af film, der tegner sig for en vækst. Den ligger på 2,6 procent i forhold til året før.