Vi er vilde med at klage over langsommelig sagsbehandling, dårlig betjening og forkerte afgørelser i kommunen.
Siden oprettelsen af Borgerrådgiveren – en slags kommunal ombudsmand – i 2004 har klagerne specielt samlet sig om tre områder: Førtidspension, sygedagpenge og kontanthjælp, viser den seneste opgørelse.
Et meget lille tal
I fjerde kvartal af 2006 oprettede Borgerrådgiveren 189 sager – et nogenlunde stabilt tal gennem årene.
Det er først og fremmest to forvaltninger, der står for skud. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen under borgmester Jakob Hougaard (S) står for 58 procent af klagerne, mens Socialforvaltningen under borgmester Mikkel Warming (Ø) tegner sig for 30 procent.
»Vi har 135.000 henvendelser om året, og i det perspektiv er det et meget lille tal. Når det så er sagt, så går mange af klagerne på sagsbehandlingstiden, og den arbejder vi ihærdigt på at få ned,« forklarer Jakob Hougaard (S).
Peger på problemer
Hele 36 procent af klagerne går på sagsbehandlingstiden, mens 16 procent klager over selve betjeningen.
Det store antal klager i Hougaards forvaltning skyldes formentlig, at den har været gennem store rokader og omstruktureringer som led i kommunalreformen. Det har øget arbejdspresset.
Hos Socialforvaltningen har man taget de mange borgerhenvendelser seriøst, og derfor oprettede de sidste år et kontor for kvalitet og tilsyn i enkeltsager . Det skal garantere borgernes retssikkerhed.
Johan Busse er Borgerrådgiver.
Han forklarer situationen således:
»Vores opgave er at pege på problemer i kommunen, og det er mit indtryk, at forvaltningerne ser med stor alvor på vores opgørelser. For de ryger direkte videre til politikerne, der kan se, hvordan tingenes tilstand er. Forvaltningerne er simpelthen nødt til at reagere,« siger Johan Busse, der er uddannet jurist.
Fra nytår fik Johan Busse mulighed for at tage sager op af egen kraft, og den har han indtil videre benyttet i et enkelt tilfælde.
Det skete i sagen om en københavnsk lærer, der 35 gange indberettede tilfælde om misbrugte og udsatte børn til Socialforvaltningen, der angiveligt syltede eller så helt bort fra henvendelserne. Sagen startede i Nyhedsavisen og var så alvorlig, at Borgerrådgiveren på eget initiativ har taget den op.