Det kan sagtens lade sig gøre at placere slik og andre usunde varer, sådan at de ikke springer i øjnene på forbrugerne. Det fastslår leder af center for detailhandelstudier på Copenhagen Business School.
»Bare ryk de usunde varer ind i midten af supermarkedet, for så ryger de ud af forbrugernes synsfelt,« siger leder og lektor i afsætningsøkonomi Mogens Bjerre.
Ifølge ham har forbrugere nemlig en tendens til at orientere sig mod højre, når de køber ind. Det vil sige, at de gør deres indkøb ved at gå igennem supermarkedet i et omvendt »U« med opmærksomheden vendt ud mod højre. Dermed overses midten af lokalet.
»Derudover kan de usunde varer placeres på store uoverskuelige høje reoler, hvor forbrugerne har svært ved at orientere sig, for det får forbrugerne til at søge væk,« siger Mogens Bjerre.
Og endelig kan de placeres på hylder i knæhøjde eller skulderhøjde, foreslår han. For det er nemlig de varer, som er nemme at se og få fat på, der sælger bedst.
Det kunne altså være sådanne placeringer, der kunne være løsningen på forbrugerminister Carina Christensens (K) ønske om at gøre det sværere for forbrugerne at blive fristet overmåde.
»Og så må vi heller ikke glemme, at fristelsen til impulskøb af usunde varer bliver stimuleret med øer af slagtilbud, endegavle med slagtilbud og kassens slagstilbud,« siger Mogens Bjerre.
Ifølge markedsdirektør i Retail Institute Scandinavia Michael Skou bliver 83 procent af det slik, der bliver solgt i supermarkederne købt som impulskøb, mens tallet er 79 procent for snacks.