Der var nærmest ramaskrig i befolkningen, da vi fik at vide, at det kun var få danskere, der havde mulighed for at se landskampen mod Sverige den 6. juni. Tirsdag blev det dog lavet om, så TV 3 Puls viser kampen, hvilket betyder, at over to millioner kan se med.
Nu kan balladen imidlertid starte forfra, fordi landsholdets sidste udekamp i VM-kvalifikationen mod Albanien den 9. september endnu ikke er blevet solgt.
"Kampen er ikke solgt endnu. Den er blevet tilbudt til alle de respektive parter, og grundlæggende venter jeg bare på, at de vender tilbage med et bud," siger Karsten Mahlmann fra UFA Sports i Hamborg, der sælger rettighederne til det albanske landsholds tv-kampe, ifølge Sporten.dk.
TV3's direktør Jesper Grønholdt frygter, at kampen bliver ligeså dyr som Sveriges-kampen.
"Hvis den får samme betydning som Sverige-kampen, så forventer jeg, at den kommer til at koste omtrent det samme. Det kan dog være, at den ender lidt lavere, fordi Sverige-kampen viste sig svær at sælge. Reklamemarkedet er ikke på toppen i øjeblikket, så i sidste ende kan prisen gå hen og blive afgørende for, om vi har råd til den eller ej," forklarer han.
Kim Poder fra Viasat, der sammen med TDC, Yousee og Stofa købte udekampen i Sverige, afviser dog ikke, at selskaberne igen køber rettighederne.
"Hvis det er det, der skal til, for at vores kunder kan få en fodboldkamp, så vil jeg gerne gøre det. Vores opgave er at sørge for godt tv til vores kunder," siger han.