Den økonomiske krise og varslerne om yderligere ledighed har for længst fået danskerne til at indse, at man må holde lidt igen med pengene.
Det vil gå ud over sommerferien i år, hvor det forventes, at en stor del af danskerne vil holde ferien inde for landets grænser, skriver DR Nyheder/Penge.
Det kan landets campingpladser, sommerhus-udlejere og vandrerhjem glæde sig over, men de må derfor også indse, at tendensen vil være den samme i hele Europa. De kan derfor ikke forvente så mange udenlandske gæster denne sommer.
"Danskere holder ferie i Danmark i år. Desværre er den tendens også udbredt, når der ses på de udenlandske gæster. De holder også i større grad ferie i deres eget land," siger direktør i Campingrådet, Poul Fejer Christiansen.
De danske gæster må derfor redde sæsonen, og campingpladser på Fyn og Sjælland forventer, at 10 procent flere danskere vil strømme til i år.
Lise Lyck, der er lektor på Handelshøjskolen CBS, mener, at dette mønster er helt naturligt og ser den økonomiske krise som forklaringen på danskernes tilbageholdenhed.