Mandag fremlagde Regeringen Projekt Væk Med bøvlet med i alt 65 initiativer, der skal gøre det lettere at være dansker. Men pakken rummer ikke et eneste punkt om al den dokumentatíon, politibetjente, skolelærere og socialrådgivere årligt bruger 60 millioner timer på i deres arbejde.
Det føler de er spild af tid, viser en ny undersøgelse, som hovedorganisationen FTF selv har foretaget blandt 2.200 medlemmer. Her svarer 50 procent, at man burde dokumentere mindre.
Undersøgelsen viser også, at 91 procent af lederne i det offentlige oplever at spilde kræfter og kostbar arbejdstid på dokumentation, mens det samme gælder for 95 procent af medarbejderne i det offentlige.
"Alle alarmklokker burde ringe, når medarbejderne på den ene side oplever et stort pres på grund af besparelser og fyringer - og på den anden side oplever, at de spilder bunker af tid på unødig dokumentation”, siger Bente Sorgenfrey, som er formand i FTF.
Hun mener, at omfanget af dokumentation har taget overhånd.
"Der er brug for at prioritere knivskarpt med det store pres på ressourcerne, der er i dag, og som der er udsigt til i mange år fremover. Et sted at hente flere ressourcer i en krisetid kunne være at skære overflødig dokumentation væk. Hvis man kunne fjerne bare en lille del af de 60 mio. timer, ville de ansatte få frigjort mere tid til kerneopgaverne", siger Bente Sorgenfrey.
71 procent af medarbejderne i den offentlige sektor har ikke tiltro til at de får lettere ved at udføre deres arbejde som følge af regeringens fortsatte afbureaukratiseringsarbejde i årene fremover. Det samme gælder for 66 procent af lederne, viser undersøgelsen.
De synspunkter deler formand for socialrådgiverne, Bettina Post.
"Der er enormt meget overflødig kontrol, som ingen ville opdage, hvis det forsvandt. Mine socialrådgivere ville få meget mere tid til deres egentlige arbejde," siger hun.
Alligevel er der noget dokumentation, som er vigtigt. For eksempel at få beskrevet konkrete mål. Men det giver ingen mening, at det skal beskrives i flere forskellige systemer, mener Bettina Post.
"Hvis man bare fjernede nogle af de emsige kontrolregler, ville det frigive mange flere ressourcer," siger Bettina Post.
Det mener Beskæftigelsminister Inger Støjberg (V) dog allerede, at hun har gjort.
"Vi har netop reduceret bureaukratiet i kommunerne med 91 millioner kroner. ”Væk Med Bøvlet, Inger” rummer 44 initiativer, der skal fjerne bureaukratiet i beskæftigelsesindsatsen, og det er initiativer, hvor alle har kunnet komme med gode ideer – hvilket bl.a. Socialrådgiverforeningen har gjort. For regeringen er meget optaget af, at der sker en forenkling af reglerne," siger Inger Støjberg.