I en storby som København har vi brug for kulturel mangfoldighed – og især brug for forskellige tilbud til byens unge.
Vi socialdemokrater har derfor – både under Kramers og Ritt Bjerregaards overborgmesterperioder – haft dialog med de unge for at finde en løsning, så de mange gode, kreative aktiviteter i Ungdomshuset kunne fortsættes et andet sted i byen.
Vi har senest tilbudt de unge, at Fonden Jagtvej 69 kunne købe en del af Stevnsgade 34 til markedspris. Brugerne af Ungdomshuset har således stået med et reelt tilbud om et nyt opholdssted – og der har været en fond, der var villige til at finansiere huset. Et tilbud, som de unge har afvist af ideologiske årsager.
Resultatet har vi set i går – store ødelæggelser på Nørrebro og i resten af byen.
I stedet for at angribe politiet og hærge og ødelægge vores fælles by, burde de unge takke ja til det tilbud om et nyt ungdomshus på Stevnsgade 34, som et flertal bestående af S, SF, R og EL samt Fonden Jagtvej 69 i fællesskab har muliggjort.
Hvis det kun er stolthed, der blokerer for brugernes accept af den nye adresse, ender mange menneskers gode vilje og hårde arbejde med at være spildt.