Khaled Al-Subeihi vil ikke sige, hvem han ville stemme på, hvis han kunne afgive sin stemme til det palæstinensiske valg; det islamistiske Hamas eller Yasser Arafats Fatah-parti.
»Jeg ville stemme på begge to,« siger Khaled Al-Subeihi, der er bestyrelsesmedlem i den palæstinensiske netværksforening PalNet og kom til Danmark som gæstearbejder i 1982.
Man kan kun stemme på ét parti.
»Jeg ville ikke stemme på Fatah nu. Det ville jeg måske for 10 år siden. Fatah har bevist deres korruption og magtmisbrug. Jeg vil helst have, at de to holder øje med hinande. På den måde indfører Hamas ikke et ekstremistisk styresystem, og Fatah stopper sin korruption og magtmisbrug.«
Khaled Al-Subeihi støtter en samlingsregering med begge parter, hvor Fatah sættes på de poster, der skal forhandle med USA og Israel, som premierministeren og udenrigsministeren. Hamas skal til gengæld indtage de poster, der tager sig af det interne, sociale og økonomiske.
Hvordan har du det med Hamas terrorangreb mod civile?
»Hamas terror skal stoppes. Jeg er imod al terror mod civile, også fra israelernes side. Et palæstinensisk samfund skal bygge på demokrati
Vi vil ikke have det som i de arabiske lande, hvor der er én mand, der bestemmer alt.«
Mener du, at Hamas er demokrater?
»Ja, det siger de selv. De er demokratisk valgt, og de accepterer de demokratiske spilelrgler.«
Der er meldinger fra Gaza om, at kvinder begrænses i deres frihed. Er du ikke bange for, at det vil udvikle sig?
»Jeg vælger at stole på, at Hamas vil blive ved med at lytte til folket. De har bevist, at de er med til at hjælpe befolkningen, sørge for hospitalerne og hjælpe de fatige. Palæstinenserne har lidt så meget, og de er gode til at sige fra, når de ikke bryder sig om noget,« siger Khaled Al-Subeihi, som mener, at en løsning på konflikten vil gavne både palæstinensere og israelere.