Vi har brug for en skattereform i Danmark. Det handler hverken om at gøre det billigere eller dyrere at være almindelig dansker. Det handler om at nedsætte skatten på arbejdsindkomst, gøre skatten i Danmark grønnere og socialt mere retfærdig, og sørge for at en skattereform er fuldt ud finansieret. Det er de overordnede mål. Hvordan vi så når derhen, finder vi ud af i samarbejde med de partier, der vil være med i en skattereform.
Indtil da gælder skattestoppet for os i næste valgperiode. Vi vil, at en skattereform skal vedtages af et bredt flertal i Folketinget, og det betyder, at et af de tre store borgerlige partier skal være med. VKO-blokken har så meldt ud, at de under ingen omstændigheder vil være med til en skattereform. Men vent nu og se.
Et nyt flertal i Folketinget, som bryder med VKO-flertallet, vil selvfølgelig få tænksomme borgerlige på bedre tanker. Med Socialdemokratiets invitation til et samarbejde hen over midten har vi taget afgørende skridt til at nedbryde blokpolitikken i Danmark. Og hvis Anders Fogh brugte bare halvt så meget tid på at lytte til almindelige danskere, som han lytter til Pia Kjærsgaard, ville han og regeringen tilslutte sig vores invitation til en bred aftale om en skattereform frem for at mure sig inde i blokpolitikken endnu en gang.