Dagen i går var en god dag for DSB. Endelig kunne vi få lejlighed til at vise det nye IC4-tog frem. I første omgang for pressen – fra næste uge for passagererne.
Vi lægger ikke skjul på, at vores passagerer har ventet alt for længe på at få disse tog på skinnerne. Det beklager vi meget. Vi har heller ikke været tilfredse med vores leverandørs evne til at levere til tiden.
Men nu er det første togsæt godkendt til at køre med passagerer, og det tillader vi os trods alt at glæde os over.
I de kommende måneder vil toget køre i prøvedrift med passagerer mellem Århus og Aalborg. Formålet med prøvedriften er at finde og udbedre de børnesygdomme, som alle nye tog erfaringsmæssigt lider af.
Når børnesygdommene er ryddet af vejen, kommer DSB til efteråret med en plan for at indsætte IC4-toget i landsdelsdrift. Før det kan lade sig gøre, skal togene godkendes til at køre gennem Storebæltstunnellen og til at køre flere togsæt sammenkoblede.
Simon Andersen har aldrig kørt med IC4, men jeg er sikker på, at passagererne vil sætte pris på togets fornemme komfort, lavgulvssektion, som letter adgangen til toget for handikappede, forældre med barnevogn og passagerer med cykel, ekstra benplads og andre detaljer, som gør togrejsen til en hurtig og behagelig oplevelse.